Om at søge
At finde sandheden eller meningen med livet, er vanskeligere en at finde en nål i en høstak. Måske finder vi aldrig noget svar, så hvorfor anstrenge os? Nogle af os kan ikke lade være med at lede. Så enkelt er det.

Hvorfor leder vi?
Det er der mange grunde til: For ikke at falde i gamle fælder. For at forstå os selv bedre. For at lytte bedre til os selv. For at passe på vores helbred. For oftere at glæde os over tilværelsen. For at være med til at skabe vores egen skæbne. Listen kan fortsættes i det uendelige…

Hvordan leder vi?
Der findes mange måder, mange svar, mange veje. Alle har sin unikke vej at gå, sin unikke måde at søge på. Her er blot nogle eksempler: ved at undersøge, udforske og aldrig holde op med at spørge. Ved at læse om eksistentielle temaer. Ved at kontakte mennesker, som er optaget af sådanne spørgsmål. Ved at begynde at blive opmærksomme på os selv – uden for os selv og indeni. Ved at gå bag facaden. Ved at være i stilhed. Ved at bede. Ved at skabe dialog med vores indre landskab.

Hvornår søger vi?
Nogle begynder tidligt, andre sent. Der findes ingen tid, som er rigtig eller forkert. Der findes kun en tid, hvor vi er parate til at åbne os for denne del af tilværelsen. Nogle situationer udløser en søgen: Når vi bliver syge. Når vi er i krise. Når vi møder en helt speciel person. Når vi læser en helt speciel bog. Når vi har opnået det, vi ønsker materielt, men opdager, at vi ikke blev lykkelige af det.

Hvor søger vi?

Vi kan søge i de klassiske religioner. I naturen. Eller i jagten på fænomener, vi ikke kan forklare. I verdensrummet, i stjernerne, på andre planeter. Eller på hellige steder hvortil pilgrimme valfarter. Vi kan søge hos dem, der har noget at lære os. Vi kan søge i stilhed og isolation. Vi kan søge inden i os selv. Eller i mytologien, som ofte giver svar på de eksistentielle spørgsmål, som ikke lader sig besvare med fornuften.

En gammel myte fortæller, at de græske guder på Olympen var forsamlede i et specielt ærinde. De var bange for at mennesket skulle opdage deres egne, grænseløse muligheder, og dermed komme til at ligne dem. Derfor havde de indkaldt til et møde for at afgøre, hvor de skulle gemme menneskets potentielle. Der kom mange forslag på bordet. Nogle foreslog at gemme potentialet i havets dybeste afgrunde. Men indvendingen var, at mennesket helt sikkert i fremtiden ville udforske havets dybeste steder. En anden foreslog, at man kunne gemme det på de allerhøjeste bjerge, men heller ikke dette fik støtte. De fleste mente, at mennesket ville blive i stand til at nå de højeste bjerge på jorden. Endnu et forslag kom, nemlig at gemmestedet kunne være månen, med da blev det sagt, at mennesket helt sikkert også kom til at rejse dertil. Til sidst blev de enige om en forunderlig løsning: At gemme menneskets potentielle inde i mennesket selv. Guderne sagde: Menneskene er så distræte og så optaget af den ydre verden, at de aldrig kommer til at opdage, at deres potentiale ligger skjult i dem selv.