HISTORIEFILOSOFI
 

Historie


Homøopatiens hovedprincipper blev grundlagt for mere end 200 år siden af den tyske læge og kemiker Christian Friedrich Samuel Hahnemann (1755-1843). Hahnemann var en forgangsmand på mange områder og et ægte barn af oplysningstiden. I mange henseender var han forud for sin tid – en del af hans værker sætter fokus på områder, som stadigvæk er yderst relevante i dag. Det gælder fx. respekten for de sindsyge, betydningen af boligmiljø, arbejdsmiljø, kost og livsindstilling, samt helhedssynet, der ligger bag hans lære. Han var betragtet som en af Tysklands førende læger og havde offentliggjort talrige naturvidenskabelige og medicinske værker allerede inden han helligede sig homøopatien. Han beherskede tillige otte sprog og brugte sine sprogkundskaber til bl.a. at oversætte medicinsk litteratur.

Det var under oversættelsen af Dr. William Cullen's ” A Treatise on Materia Medica”, at han i 1790 kom på sporet af det homøopatiske princip. I  Cullen's ”Materia Medica” stod bl.a. at malariamedicinen kinin, foruden at kurere malariatilstande, kunne fremkalde malarialignende symptomer. Denne påstand fangede Hahnemanns opmærksomhed, og han besluttede sig for at afprøve den i praksis på sig selv. Til sin forbavselse opdagede han, at efter indtagelsen af kinin (Peruviansk bark = kinabark), udviklede han malarialignende symptomer. Han gentog forsøget flere gange og fik sine kollegaer til at gøre det samme. Alle udviklede de samme malarialignende symptomer.

Dette var begyndelsen af en periode fyldt med intensive studier og forsøg, hvor han afprøvede en række midler på sig selv og sine nærmeste. Processen varede i nogle år, før Hahnemann i 1796 besluttede at publicerede sine opdagelser om homøopatiens hovedprincipper og hermed også lighedsloven: Similia Similibus Curentur - Lige kan med Lignende Helbredes. ”Curentur” blev først tilføjet af Hahneman i 1810 i den første udgave af hans hovedværk ”Organon der rationelle Heilkunde”.





Mens det homøopatiske hovedprincip – lighedsloven – beskrives nærmere på denne hjemmeside under Filosofi, skal der her nævnes, at dette princip er allerede nævnt i gamle indiske, græske, kinesiske og jødiske skrifter.
Hippokrates (460-377 f. Kr.) postulerede at ” sygdom elimineres gennem midler som kan fremkalde lignende symptomer”. Paracelsus (1493-1541) hævdede, at ”det samme må helbredes med det samme”.  Han var dermed skeptisk over for den græske læge Galéns medicinske teorier samt hans hovedprincip: ”Contraria contrariis”. ”Contraria” - princippet eller modsætningernes princip, dominerer fortsat nutidens konventionelle medicinske tankegang og indebærer brug af kemisk medicin, som fører til en tilstand, som er modsat sygdommens hovedsymptomer.

På trods af benævnelsen af lighedsprincippet i disse tidligere medicinske tekster, bør man huske, at det var Hahnemann der formulerede det og gjorde det anvendeligt i praksis.

Begrebet Homøopati brugte Hahnemann for første gang i 1807 i sin artikel ”Fingerzeige auf den homöopathischen gebrauch der Arzneien in der bisherigen Praxis” (Fingerpeg om lægemidlers homøopatiske anvendelse i hidtidig praksis).

Hahnemanns hovedværk ”Organon der rationelle Heilkunde” (Værktøj for rationel lægevidenskab) blev publiceret i 1810. Hahnemanns revolutionerende helbredelseslære, som er baseret på lighedsloven, vækkede stor opmærksomhed. Han var bl.a. ikke bleg for at gøre sig upopulær blandt sine lægekollegaer ved at beskylde dem for overtro og for at angribe en del af deres metoder, som værende livsfarlige – noget nutidens medicin nok vil være enig i. Som følge af lægestandens modstand tilføjede han som underoverskrift til bogen oplysningstidens motto: Aude Sapere (At Turde Vide), som oprindeligt var formuleret af Immanuel Kant i ”Was ist Aufklärung”, 1783.

I årene mellem 1822 – 1827 udgav han ”Reine Arzneimittellehre” (Den rene lægemiddellære”) og i årene 1828-1830 udgav han endnu et vigtigt værk - de første 4 bind af ”Chronische Krankheiten” (Kroniske sygdomme), hvis anden udgave var tillige udvidet med et 5. bind og fulgte i årene 1835-1839.

Hahnemann nåede at afslutte manuskriptet til den 6. og sidste udgave af ”Organon der rationelle Heilkunde” før han døde den 2. juli 1843 i Paris. Hans jordiske rester hviler nu på Pére-Lachaise, værdigt omgivet af berømte navne af den franske historie.

Hahnemann efterlod efter sig en næsten færdiggjort lære om lighedsprincippet - en metode som behandler syge mennesker ud fra faste og klart definerede principper og regler. Iblandt hans efterfølgere, som har formået at løfte arvet efter ham samt tilføjet nye opdagelser til homøopatien, er følgende fremtrædende læger og homøopater: Clemens Franz Maria von Boenninghausen, James Tyler Kent, Pierre Schmidt, Constantin Herring, T.F. Allen m.fl. Af nulevende homøopater kan der her nævnes den alternative Nobel-pris modtager af ”Right Livelihood Award” - George Vithoulkas.