HISTORIEFILOSOFI
 

Filosofi


Navnet homøopati kommer af de græske ord homoios og pathos, som betyder henholdsvis "lignende" og "lidelse". Det er en helbredelsesmetode, der bygger på lighedsprincippet: Similia Similibus Curentur - Lige kan med lignende helbredes.

For at opsummere princippet med Hahnemanns egne ord:

” Hurtig, sikkert, blid og varig helbredelse opnås ved valg af et lægemiddel, som hos raske kan fremkalde symptomerne på en lidelse, som ligner den man hos syge ønsker at helbrede.”

Organon der rationelle Heilkunde, 6. oplag, Indledning

Den homøopatiske behandling stimulerer kroppens egen evne til at helbrede sig selv. Eksempler på denne evne ser vi f.eks. når influenza eller forkølelse går over af sig selv, når en hudrevne forsvinder af sig selv, når vi får overskud og fornyet energi efter søvn og hvile, osv. Dette er tegn på kroppens iboende kraft til at genoprette og genskabe orden og harmoni. Homøopati er en behandlingsform, som udnytter denne evne igennem brug af lighedsprincippet, og fremmer den naturlige helbredelse. Ved kroniske sygdomme, hvor organismens reaktioner er utilstrækkelige, styrkes disse og alle dens reserver kaldes ind for at rette på ubalancen. Ved blot at dæmpe de øjeblikkelige problemer/ symptomer med en undertrykkende behandling (som man oftest gør inden for almindelig medicin), dæmpes ofte (eller hindres) kroppens forsvarsmekanismer også.

Hahnemanns metode, som kan betegnes som en holistisk eller subjektorienteret praksisparadigme, er ikke mindre videnskabelig end almindelig konventionel medicin. Den konventionelle medicinske tankegang repræsenterer en positivistisk (naturvidenskabelig) tilgang, som baseres på et mekanistisk, objektiverende paradigme. Positivismen repræsenterer den filosofiske grundholdning, at al viden er begrænset til sansedata, at denne viden kun kan nås gennem metodisk videnskabelige observation af virkeligheden, og der kun findes én form for videnskabelige erkendelse – den naturvidenskabelige. Det objektiverende princip lægger hovedvægt på generaliserbarhed og forudsigbarhed. Behandlingerne standardiseres og bygger oftest på en diagnosebaseret / symptomorienteret sygdomsbehandling af mennesket.

Hahnemanns metode er ikke direkte forankret i noget videnskabsparadigme, men den har klare paralleller til et hermeneutisk (fortolkningsvidenskabeligt) paradigme. Ifølge den hermeneutiske tilgang, kan kausale love ikke opstilles, da et individ, modsat eksempelvis et atom, altid vil kunne vælge forskellige handlingsmønstre. Behandlingen skal derfor tage udgangspunkt i det enkelte og helt unikke menneske. Homøopatens ”blik” er derfor rettet mod det unikke, tænkende, følende, handlende subjekt (patient) som den vigtigste faktor i en helbredelse. Det vigtigste derfor bliver at forstå hvorfor individer vælger at gøre som de gør.  Denne tilgang er oftest meget mere kvalitativt orienteret end den kvantitative naturvidenskabelige metode og bunder i en holistisk (og dermed årsagsorienteret) forståelse og behandling af mennesket.






Hvad er helse?

I homøopatien defineres helse som ” frihed fra begrænsninger og disharmoni på det fysiske, psykiske og det mentale plan”, Vithoulkas, G., ”The Science of Homeopathy”, 1979. Med andre ord, det der kendetegner sundheden er en dynamisk tilstand af ligevægt (homøostase). Den dynamiske ligevægt indebærer, at orden og harmoni (indre balance – helse) dominere over forfald og kaos (sygdom).  Selv om organismen konstant udsættes for belastninger, som truer med at forstyrre ligevægten og ændre balancen til uorden, er en velfungerende og sund organisme i stand til at genoprette ny balance hele tiden. Sygdom betragtes af klassisk homøopati som en forstyrrelse af Livskraften i det enkelte menneske. Livskraften forstås som en energimæssig størrelse, der ideelt set sørger for en sund homøostase i organismen.

Eller udtrykt med Hahnemanns egne ord:

”I menneskets sunde tilstand hersker den åndelige livskraft (dynamis) uindskrænket over den materielle organisme. Denne kraft holder den følende og handlende, levende organisme i en beundringsværdig tilstand af harmoni. Den fornuftige, iboende ånd, kan således frit bruge denne sunde, levende instrument til at nå de menneskelige tilværelses højere mål.”

Organon der rationelle Heilkunde, 6. oplag, § 9


Når Livskraften svækkes kan det bl.a. komme til udtryk som forskellige akutte eller kroniske sygdomme. Sygdommen/ symptomerne eller reaktionerne opfattes imidlertid ikke som selve sygdommen, men som en manifestation af en dybereliggende ubalance/ modtagelighed/ årsag. Det er denne ubalance som skal behandles og ikke symptomerne. For at finde ind til selve sygdommen dvs. årsagen til sygdommen, må hele individets psykiske-, mentale- og fysiske symptom- og reaktionsmønstre tages i betragtning. Helbredelse betyder, at organismens dynamiske ligevægt genoprettes. Vi får tilbage vores naturlige evne til at udfolde os på alle planer, samt får mere overskud og livsglæde. Man bruger begrebet dynamisk, da organismens ligevægt ikke er statisk, men skifter i takt med forandringer mellem de ydre og de indre forhold.